Den personlige identitet beskrives som den måde vi opfatter os selv på. Hvem vi er fysisk og psykisk. Hvordan ser jeg ud, hvad står jeg for, hvad er mine værdier og holdninger. Hvad er jeg god til, hvad er jeg dårlig til osv. Det er vores selvopfattelse og ved at præstere godt i en sportsgren, får man en positiv selvopfattelse. En del af den personlige identitet er at kunne genkende sig selv, at visse dele af en selv er, som det tidligere har været. Et eksempel på forvirring kan forekomme, hvis man stadig opfatter sig selv som idrætsudøver, efter man har afsluttet sin karriere. Hvis man har været vant til at være en af de bedste inden for ens område, kan det være frustrerende at gå hen og være ”normal”. Især hvis karrieren stopper ufrivilligt, og man derfor ikke længere er i stand til at gøre ting som man kunne førhen. Hvis man går fra at være topscorer på et fodboldhold den ene dag, til at stoppe karrieren pga. en skade den næste, kan det være svært at omstille sig til ens nye identitet, en identitet man muligvis ikke engang har fundet endnu. Biografisk identitet hænger meget sammen med vores personlige identitet, det er bare strukket ud over hele vores livsforløb. Hvordan vi ser os i fortiden, nutiden og fremtiden. De historier vi fortæller andre og os selv, samt vores fremtidsplaner, er med til at skabe vores biografiske identitet. Man kunne forestille sig, at hvis et ungt talent inden for en given sportsgren kun drømmer om at blive professionel, og ikke tænker på at der også er et liv efter sporten, vil opleve en forvirring ifht. deres biografiske identitet. Eksempelvis kunne en ung håndboldspiller få at vide, at hvis man tror på det, så skal man nok blive til noget. Et ungt menneske vil muligvis tage dette til sig, især hvis det kommer fra en rollemodel som fx en træner, og stræbe efter at blive professionel. Hvis personen så ikke helt har evnerne til at komme i den bedste division i udlandet, og måske kæmper i bunden af 1. division, kan det være svært at få de store lønsedler. Hvis personen så dog alligevel stadig tror inderligt på, at hvis de bare træner hårdere og kæmper hårdere, så skal det nok lykkedes dem at slå igennem, vil de have et falsk virkelighedssyn, og vil muligvis ikke have tænkt på livet efter sporten, som i høj grad er nødvendig da personen ikke kan leve af sportskarrieren efter den er sluttet (modsat store fodboldikoner som fx Michael Laudrup). ”Den sociale identitet har at gøre med at opleve sig selv som den samme som andre” , en såkaldt vi-følelse. Det er tæt forbundet med det der fylder vores hverdag, dvs. det vi bruger vores tid på og er interesseret af (job, uddannelse, fritid, familie, religion). På et fodboldhold er der givet et specielt sammenhold spillerne imellem, og man kunne forestille sig at en person der stopper sin karriere som 33-årig, stadig vil være i kontakt med sine tidligere holdkammerater, der stadig spiller fodbold. Det kan være mentalt svært at se sig selv, sammen med ens tidligere holdkammerater, uden at være en del af holdet mere. På den anden side kan der måske være tryghed i at se kendte ansigter og holde kontakt til miljøet, så man ikke føler sporten er helt væk fra en.